
Original Site
Christian Nørgaard åben for Brentford-exit
Christian Nørgaard åbner i et interview med Viaplay op for et sommerskifte. Men han kan også sagtens se sig blive i Brentford.

Christian Nørgaard er et navn, som rigtig mange Brøndby-fans drømmer om at kunne råbe på Brøndby Stadion igen. Aktuelt er den 30-årige midtbanespiller anfører i Premier League-klubben Brentford.
Men han er åben for at lytte til tilbud denne sommer. Kommer der ikke noget konkret, hvilket der heller ikke er lige nu, kan han sagtens se sig selv blive i London-klubben.
- Det har været rimelig stille og roligt. Som vi har snakket om, hvis der kommer noget konkret, vil vi gerne lytte til det. Ellers kunne jeg også godt se mig selv forlænge min aftale her. Jeg er rigtig glad for at være her og har været med til at drive klubben og kulturen til et sted, hvor vi nu skal i gang med vores fjerde Premier League-sæson, hvilket vi er rigtig stolte af, siger han til Viaplay.
- Jeg synes, det er en win/win. Hvis der kommer noget, jeg synes er spændende, så må vi se på det. Ellers har jeg det også fint med at blive.
Christian Nørgaard og familien har netop købt hus i Rungsted, men om tiden er moden til at vende retur til Danmark, eller om der venter en sæson mere i Premier League eller en sæson i en anden stor liga, må tiden vise.
Nørgaard har kontrakt med Brentford til sommeren 2025, hvor der også er option på et år mere.
Medie af: TV3 SPORT