Daniel Wass: Brøndby har ikke råd til mig
Daniel Wass drømmer om at skifte tilbage til Brøndby på et tidspunkt, men på nuværende tidspunkt vil han udfordres på højeste niveau. I dette interview med 3poi

Daniel Wass drømmer om at skifte tilbage til Brøndby på et tidspunkt, men på nuværende tidspunkt vil han udfordres på højeste niveau. I dette interview med 3point.dk fortæller han også, at han føler sig forbigået af Morten Olsen. Daniel Wass havde en fantastisk sæson hos franske Evian, hvor han med sine mange mål var med til at redde klubben fra nedrykning. I sidste spillerunde scorede han blandt andet to mål, da Sochaux blev sænket med 3-0 og dermed måtte tage turen ned i Ligue 2 stedet for Evian. Interesse fra Italien, England, Tyskland og Frankrig Evian har fået besked på, at Daniel Wass gerne vil videre i karrieren, men der er endnu ikke sket noget. - Status er, at jeg stadig er Evian-spiller. Indtil videre er jeg det, men jeg håber at prøve noget nyt. Der er et måned tilbage af transfervinduet og der er masser af interesse. Men lige nu overholder jeg mine aftaler her i Frankrig, fortæller Daniel Wass til 3point.dk - Der er lidt interesse i Frankrig, England, Tyskland og Italien. Der er sådan lidt over det hele, men der er langt fra interesse til konkrete forhandlinger. Jeg kigger på alt, hvad der kommer. Og så må man vælge ud fra det. En person som mig kan ikke vælge fra topklubber i de store ligaer, men jeg håber på, at der sker noget. - Det ideelle skifte er svært at sige. Jeg vil gerne prøve mig af på et højere niveau efter en rigtig flot sæson i Evian, der kæmper i bunden af den franske liga. Nu vil jeg gerne prøve noget større og prøve mig af på så højt et niveau som muligt. Er berettiget til at spille på landsholdet På trods af sin vilde succes i det franske har Daniel Wass ikke spillet for landsholdet siden februar 2013. Det skyldes at Morten Olsen ser Daniel Wass som højreback, og ikke vurderer, at han er den bedste til den position. En holdning som Wass respekterer, men langt fra er enig i. - Jeg har snakket med Morten. Han ringede til mig i maj måned, og jeg havde en lang snak med ham. Der er bare nogen, der har gjort det bedre end mig, og det må jeg bare acceptere. Men jeg føler selv, at jeg er berettiget til at spille med, det er klart. Jeg synes, jeg har haft en rigtig god sæson, men det er ikke mig, der sætter holdet. Jeg gør mit bedste og så må vi se om det holder. - Selvføgelig føler jeg mig forbigået. Morten ser mig som back, og det er ham, som er træner og sætter holdet. Jeg ved, at jeg kan spille flere positioner. Også højrekant, som jeg også ser mig selv som. Men det er jo Morten, der bestemmer. Brøndby har ikke råd til Wass Da 3point.dk talte med Daniel Wass i går var han på vej op i en flyvemaskine. De næste tre dage har han fri, og det udnytter han til at besøge familie i Danmark, som han ikke har set længe. Brøndby - Silkeborg på stadion dropper han derfor muligvis, men Brøndby fylder stadig meget hos Daniel Wass. - Jeg ser alle Brøndbys kampe. Nu var jeg jo med ude og træne med i et par dage, og jeg følger med i tykt i tyndt. Det er stadigvæk min hjerteklub, og selvfølgelig følger jeg den. - Jeg ved ikke, om Brøndby har råd til mig. Det er selvfølgelig en klub, jeg håber at vende tilbage til på et tidspunkt. Lige nu har jeg det dog godt i udlandet, hvor jeg helst vil blive. Tænker kun på sig selv Daniel Wass skiftede i 2011 til Benfica, men han fik aldrig en kamp for dem. I stedet blev han lejet ud til Evian, som siden købte ham. Her har han spillet i tre sæsoner med stor succes, men nu vil han videre. En pudsig detalje er, at Nicki Bille, som er fætter til Daniel Wass, netop er skiftet til Evian. Wass spår Bille succes, men på trods af sin relation til angriberen, så vil Wass stadig videre. - Nicki er en nær ven af mig, og det er selvfølgelig dejligt at få ham herned. Han er en god person. Selvfølgelig har han lavet noget i sin fortid, men fortid er fortid. Nu kigger vi fremad. Det er et nyt sted, og man kan godt mærke, at han gerne vil Evian, og det er en ny start på livet for ham. Han bliver en gevinst for holdet. Han kan score mål, og det håber jeg på at se. - Som fodboldspiller skal man tænke på sig selv, og det gør jeg også. Jeg håber alt det bedste for Nicki, men jeg tænker kun på mig selv, og vil stadig skifte væk. - Træneren spurgte mig om Nicki og selvfølgelig sagde jeg god for ham. Men jeg er ikke med i handlerne, det klarer Evian selv. Men jeg stoler på Nicki, og det skal nok blive godt for ham og klubben, slutter Wass. Daniel Wass er 25 år og har indtil videre fået 10 landskampe for Danmark.