3POINT
Nyheder28. jul. 2014

Nuñez' skarphed var afgørende

Brøndby gav mandag debut til Elba Rashani, da de hjemme mødte Silkeborg. Det blev en stille debut i en kamp, som Brøndby vandt 2-0. Ariel Nuñez skarphed og måli

3point person
3point.dk28. jul. 2014

Brøndby gav mandag debut til Elba Rashani, da de hjemme mødte Silkeborg. Det blev en stille debut i en kamp, som Brøndby vandt 2-0. Ariel Nuñez skarphed og målinstinkt blev afgørende, mens Phiri gjorde en god figur som indskifter og scorede i overtiden. Brøndby IF vandt mandag 2-0 Silkeborg IF på mål af Ariel Nuñez og Lebogang Phiri på et feststemt Brøndby Stadion, hvor der på trods af ferietider var mødt rigtig mange op. Hele 15.986 tilskuere blev vidne til en aggressiv start fra Brøndby, men presset varede ikke ved. Hurtigt fik Silkeborg pillet tempoet ud af kampen, og første halvleg blev et studie i, hvordan man effektivt lukker en kamp ned. Rashani kom ikke frem til meget Selv havde Silkeborg ikke meget at byde på, men det blev da til en enkelt farlig afslutning. Faktisk var den ene afslutning mere farlig end hvad Brøndby kunne komme frem til. Debutanten Rashani viste i små glimt, at han besidder teknik og speed, men den unge nordmand fik ikke meget ud af det. Han skal dog roses for at slå et par hårde, flade indlæg, som skabte usikkerhed i Silkeborgs ellers stærke forsvar. Nuñez viste skarpheden I anden halvleg startede Brøndby atter aggressivt og Simon Makienok fik afsluttet efter 30 sekunder. Og da Brøndby endelig fik skabt plads i Silkeborgs forsvar, så kom scoringen også. Frederik Holst gik smart med i en ét-to, og havde pludselig oceaner af plads. Det udnyttede han til at spille bolden tilbage til Nuñez, der tog en berøring inden han sparkede bolden i det lange hjørne. En kold spand vand i hovedet på Silkeborg, men de bevarede fatningen og kom hurtigt med i kampen igen. De fik ikke spillet sig frem til oplagte chancer, men havde flere farlige dødbolde. Hver gang fik Brøndby dog afværgret faren og Martin Ørnskov gjorde det rigtig fornemt i sin nye rolle som central forsvarsspiller. Indskiftede Phiri imponerede I slutningen af kampen kom Silkeborg længere frem på banen, hvilket gav Brøndby kontramuligheder. Her var indskiftede Lebogang Phiri flere gange farlig, og burde også have scoret, da han var fri til afslutning på kanten af feltet. Det lykkedes dog Phiri at gøre skaden god igen, da han i kampens overtid gjorde det til 2-0. Brøndby spiller allerede igen på torsdag, hvor den vigtige udekamp mod Club Brugge venter.

Mest kommenterede nyheder