3POINT
Nyheder1. jun. 2026

Officielt: Patrick Mortensen er ny Brøndby-spiller

Patrick Mortensen er blevet præsenteret på en kontrakt frem til sommeren 2028 i Brøndby IF.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen1. jun. 2026

Brøndby IF har mandag eftermiddag offentliggjort sommerens første tilgang til truppen. 36-årige Patrick Mortensen er ny mand i gult og blåt. Han skifter på en fri transfer fra AGF og har skrevet under på en to-årig aftale.

Mortensen har tidligere spillet for Brøndby IF. Det var meget tidligt i karrieren og det helt store gennembrud i Brøndby udeblev. Men nu er cirklen sluttet for Mortensen. Han skal ind og bidrage på banen, men også være leder og rollemodel i truppen. Fodbolddirektør Julius Ohnesorge forklarer til klubbens hjemmeside:

- Patrick kommer ind som et perfekt supplement til den gruppe af angribere, vi allerede har. På banen har han med sin fysik, sin erfaring og sin tilstedeværelse i feltet nogle kvaliteter, vi har brug for. Men det er ikke mindst som leder og rollemodel, han skal gøre en forskel.

- Patrick har gennem hele sin karriere sat enormt høje standarder både for sig selv og sine omgivelser. Med sin indflydelse på en trup, et omklædningsrum og en kultur, ser vi ham som en enormt stærk lederskikkelse, der vil løfte en ny og perspektivrig ledergruppe i truppen yderligere. Han løfter de spillere, han har omkring sig, og han leder både vokalt og med eksemplets kraft. Samtidig har han erfaringen, personligheden og ikke mindst mentaliteten til at være en oplagt mentor for den gruppe af meget talentfulde angribere, vi allerede har, og har på vej.

- Patrick forstår og omfavner, at han ikke nødvendigvis kommer til at spille hver gang, men at rollen som leder og sparringspartner er essentiel. I forhold til omklædningsrummet generelt, men især i forholdet til Jacob Ambæk, Filip Bundgaard og de angrebstalenter, vi har, som er endnu yngre. Heldigvis har det været tydeligt i vores snakke, at han kun motiveres af den opgave og rolle, så jeg glæder mig enormt meget over, at han nu vender tilbage til Brøndby IF næsten to årtier efter, han første gang kom hertil.

Mortensen møder ind med sine nye holdkammerater efter sommerferie den 19. juni.

Mest kommenterede nyheder