
Simon Kammer
Thomas Mikkelsen takker af i Brøndby - får ikke forlænget aftalen
Thomas Mikkelsens kontrakt i Brøndby bliver ikke forlænget.

Rutinerede Thomas Mikkelsen har for sidste gang - som Brøndbyspiller - trådt ind på Brøndby Stadion. Keeperens kontrakt havde udløb efter sæsonen 2025/26, og fredag har klubben oplyst, at den aftale ikke bliver forlænget.
Om afskeden siger sportsdirektør Julius Ohnesorge:
- Thomas har gennem sine fem år i Brøndby IF haft en yderst passioneret og professionel tilgang. Trods han ikke har stået forrest i køen til spilletid, har han altid været klar og leveret på et højt niveau, når der har været brug for ham mellem stængerne. Samtidig har Thomas hver eneste dag med sin personlighed, erfaring og kærlighed til klubben bidraget positivt til miljøet omkring holdet og sat et aftryk i hverdagen.
Beslutningen har ikke været nem lader Ohnesorge forstå i en udtalelse til klubbens hjemmeside:
- Det har været en svær beslutning, i forhold til den store respekt vi har for Thomas, men vi evaluerer hele tiden vores trup-sammensætning, herunder målmandsgruppen, og her har vi kigget på, hvordan vi kan optimere denne - også i forhold til vores unge, talentfulde målmænd.
Thomas Mikkelsen selv er ærgerlig over afskeden, men siger selv han ikke er færdig med fodbolden endnu:
- Jeg er rigtig ked af, at min tid i klubben er forbi. Det er klubbens beslutning, og det respekterer jeg selvfølgelig. Når det så er sagt, og når det hele lige har lagt sig, så er jeg langt fra færdig med at spille fodbold. Og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer.
Der bliver også sendt en hilsen rettet til de blågule fans om hvem Mikkelsen udtrykker stor kærlighed for:
- Og til jer fans: tak for en uforglemmelig opbakning. Jeg tror, vi fandt hinanden, da vi fandt ud af, at vi stod for det samme. Hårdt arbejde, ydmyghed og aldrig at give op. Jeg ønsker jer alt det bedste til jer alle. Jeg kom til at elske jer.
Thomas Mikkelsen får ikke forlænget sin udløbende kontrakt efter fem år i Brøndby, der bød på 22 officielle førsteholdskampe for klubben.