Vildt Brøndby-comeback i Herning: Nu venter derby
Brøndby IF vendte 0-2 til 3-2 i Herning og sikrer sig dermed fjerdepladsen i Superligaen og playoff-kamp mod FC København.

Søndag aften gjaldt det sæsonens måske sidste kamp for Brøndby IF, da de på udebane skulle møde FC Midtjylland, som intet havde at spille for og i øvrigt kom med tømmermænd og fridage i bagagen efter sejren i pokalfinalen i torsdags.
Netop FCMs pokalsejr havde givet Brøndby en livline. Nu havde de blå/gule nemlig pludselig noget at spille for. Med en Brøndby-sejr og uafgjort eller nederlag til både Viborg og Sønderjyske, ville det være Brøndby, der snuppede pladsen i playoff-kampen mod FC København.
Men Brøndby lignede absolut ikke et hold, som havde tænkt sig at gribe den mulighed. Det var som så mange gange i denne sæson et Brøndby-hold, som ikke havde den individuelle kvalitet, som skal til for at vinde fodboldkampe.
Patrick Pentz kostede et mål, da han efter 12 minutters spil sparkede et målspark lige ud i fødderne på Valdemar Byskov, som let kunne gøre det til 1-0.
Brøndby havde i første halvleg fint held med at få sat Marko Divkovic op i gode situationer, hvor han kom bagom. Men indlæggene manglede den fornødne kvalitet - eller også var de bare ikke kalibreret med de øvrige spillere på holdet.
Pentz var lige ved at gentage sin fejl og koste et mål på præcis samme måde som tidligere i kampen, da han denne gang spillede bolden ud til Philip Billing. Men denne gang reddede han selv forsøget efterfølgende.
Ikke længe efter var den gal igen. Denne gang glemte Oliver Villadsen fuldstændig at dække op og lod Mikel Gogorza spadsere ind i feltet, hvor han nemt krøllede bolden over i det lange målhjørne til 2-0.
Jacob Ambæk blev spillet helt alene med Jonas Lössl af Mads Frøkjær, men angriberen fik end ikke afsluttet. Han forsøgte at trække den rundt om den rutinerede keeper, men det var en duel, som målmanden vandt.
I de andre kampe forløb det fuldstændig som man kun kunne have håbet på og drømt om som Brøndby-fan, men symptomatisk for sæsonen var Brøndby i første halvleg sin egen største fjende. Stilling ved pausen: 2-0.
Brøndby startede også sløvt efter pausen og det lugtede egentlig mest af at hjemmeholdet skulle udbygge føringen, mens Brøndby passivt så til. Indskiftningen af Filip Bundgaard i stedet for Jacob Ambæk havde ikke rigtig nogen effekt, men to andre indskiftere skulle komme til at gøre en større forskel.
Men først var Brøndby heldige ad flere omgange. FCM havde flere store chancer og et potentielt straffespark, som ikke blev dømt.
Bartosz Slisz var en af de få Brøndby-spillere, som leverede på et højt niveau gennem alle 90 minutter. Derfor var det symptomatisk nok også ham, der fik Brøndby tilbage i kampen. Det gjorde han i fællesskab med indskiftede Mayckel Lahdo. Slisz erobrede bolden på midten og spillede den ud til Lahdo på det perfekte tidspunkt, så svenskeren kunne åbne i kroppen og sparke den sikkert i kassen.
Mod slutningen af kampen fik Brøndby for alvor bragt spændingen tilbage. Lahdo blev igen sendt afsted i venstresiden og denne gang lagde han en flad bold på tværs til ligeledes indskiftede Sho Fukuda, som fik bragt balance i regnskabet med målet til 2-2.
Herfra så det ud til at Brøndby lige præcis manglede det sidste. Men de fandt noget frem til allersidst. Bundgaard fik bolden i halvrummet og lagde den perfekt på tværs til Luis Binks, som stod det helt rigtige sted og scorede til 3-2 til Brøndby.
Brøndby satsede naturligvis alt i slutfasen, hvilket også gav muligheder til FCM. Pentz skal roses for en vanvittig og afgørende kæmperedning 30 sekunder inden Binks blev matchvinder i den anden ende.
Det blev kampens resultat og nu venter der altså en kamp mere på torsdag på Brøndby Stadion. Derby.