3POINT
Marcus Younis

Teis Markfoged

Nyheder25. maj 2026

Younis kan fortsætte i Melbourne efter lejeophold

Marcus Younis har haft stor succes på sit halvårlige lejeophold i hjemlandet. Det er gået så godt, at Melbourne City gerne ser ham som del af holdet på den anden side af sommerferien også.

3point person
Adam Emil Mossin25. maj 2026

Marcus Younis tog allerede et halvt år efter sit skifte til Brøndby IF i sommer tilbage til Australien på en lejeaftale med Melbourne City FC.

Det har været med stor succes, hvor kantspilleren har spillet fast og kvitteret med mange målinvolveringer. Otte mål og fem assists i femten kampe blev det til.

Det store output har naturligt fristet den australske klub til at undersøge, hvorvidt de kan fortsætte samarbejdet med Younis og andre lejespillere til næste sæson.

- Vi takker Ryan (Teague), Daniel (Arzani) og Marcus (Younis) for den professionalisme og kvalitet, de har bidraget med i deres tid i klubben, samt deres moderklubber for deres støtte gennem hver af deres lejeperioder i Melbourne, siger Melbourne Citys fodbolddirektør, Michael Petrillo, og han fortæller ydermere, at man vil forsøge at få Younis og andre spillere tilbage.

- Selvom Daniel (Arzani) og Marcus’ nuværende lejeperioder udløber, vil vi fortsætte dialogen, hvor det er relevant, og vi vil være glade for at byde spillere af deres kvalitet velkommen tilbage til klubben, hvis muligheden opstår, afslutter han til Melbourne City FC's hjemmeside.

Hvem der i Brøndby skal afgøre den australske kantspillers fremtid er nu et skridt nærmere, da Julius Ohnesorge er udpeget som fodbolddirektør på Vestegnen. Til gengæld mangler klubben en cheftræner.

Brøndby og Marcus Younis har papir på hinanden indtil sommeren 2029.

Mest kommenterede nyheder